Lørdag 25. maj til søndag 2. juni 2019

  • Ledige pladser

Inkluderet i rejsen:

  • Alle overnatninger på samme fine 3-stjernede hotel
  • Morgenmadsbuffet
  • 3-retters middag hver aften
  • Alle entréer til besøg på rejsen iht. program
  • Færgeoverfarter over Weser-floden
  • Sejltur på Weser-floden
  • Turleder på motorcykel

Se specifikationen af indholdet, rejseforløb og priser for rejsen her til højre.

Fra kr. 6.350,-

Bestil rejsen her



9 dages rejse til Weser Bergland. Tyskland. Kristi Himmelfart.

Ny rejse til Weser Bergland.

Velkommen til vores flotte klassiker til Weser Bergland, der nu er lavet med et helt nyt og udvidet rejseforløb på 9 dage.

Motour.dk har lavet motorcykelrejser til Weser Bergland gennem 10 år. Vi holdt en pause fra 2014 til 2019, men nu genopdager vi Weser Bergland med vores motorcykelgæster.

Vi bor centralt i Weser Bergland i en hyggelig bindingsværksby på vores gode 3-stjernede hotel. Hotellet er et familiedrevet hotel i flot bindingsværksstil, hvor der både er hygge og sjæl.

Rejsen i Kristi Himmelfarts-ferien er det helt rigtige tidspunkt for en dejlig forårsrejse, hvor vi kører fællesture på hyggelige veje i Weser Bergland. Vejret er mildt og lunt, og ofte oplever vi, at sæsonen er 3 uger foran det vejr, vi har i Danmark - rigtigt motorcykelvejr!

Weser Bergland er et af Tysklands populæreste motorcykelrejsemål. Vi bor centralt i Weser Bergland, og herfra kommer vi på rejsen rundt i 4 delstater i Tyskland. Vi kører langs den flotte Weser-flod, og vi kommer tillige til 3 andre floder og den kendte Mittelland-kanal.

Vi bor kun et par kilometer fra det kendte "Köterberg", et bjerg, der ligger ca. 600 meter over havets overflade og er områdets højeste bjerg. Köterberg kommer vi også til at køre op til mere end én gang på rejsen, for ruten er populær og rigtig fin at køre. Herfra er der en flot udsigt over Weser Bergland, hvor vi opholder os.

Velkommen til det dejlige Weser Bergland.

Rejseperiode: Lørdag 25. maj til søndag 2. juni 2019.

1. Rejsedag. Lørdag 25. maj 2019. 
Ca. 410 km fra grænsen til hotellet.

Denne dag er første rejsedag, og derved også ankomstdagen på vores første hotel. 


Da rejsedeltagerne kommer fra hele landet, skal rejsedeltagerne i dag selv køre direkte til hotellet i Weser Bergland.

Sammen med de sidste rejsepapirer, som rejsedeltagerne modtager ca. 14 dage inden afrejse, er en deltageroversigt, så der er mulighed for at følges ad efter nærmere og individuel aftale.

Vi bor i hjertet af Weser Bergland i en hyggelig bindingsværksby i et bakket terræn.

Dit værelse er klart fra kl. 15.00, hvis du har mulighed for at ankomme så tidligt. 

Der er forskellige muligheder for at køre til Weser Bergland i forhold til, hvorfra du kommer i Danmark. Du kan vælge at køre direkte fra din bopæl til Weser Bergland. Hvis du ønsker vejledning til et godt hotel som du kan benytte som mellemovernatning fra fredag til lørdag, så anbefaler Motour.dk gerne en indkvartering syd for Flensborg.

Vi bor på et dejligt 3-stjernet hotel i hjertet af Weser Bergland. Her er god og personlig service, dejlig forplejning og pæne værelser. Her er fri adgang til saunaafdeling. Hotellet er bygget i bindingsværksstil og ligger i hjertet af byen, hvor alle bygninger er præget af bindingsværk. Det er meget hyggeligt, og der er gode vandremuligheder i byen og bakkerne ved hotellet. 

I byen er der tradition for, at vægterne går gennem gaderne et par gange om ugen. Dette informerer turlederen om, og gæsterne kan gå med og høre vægterne synge og fortælle historie om byen. 

500 meter fra hotellet er der som ekstra bonus en velassorteret motorcykelbutik. 

Turlederen er på hotellet fra ca. kl. 17. Der er middag kl. 18.30 på hotellet, og der forventer vi, at alle er ankommet og spiser med.

Efter middagen afholdes et velkomstmøde, hvor turlederen fortæller praktisk om rejsen og de kommende dage.

Herefter er der tid til at lære hinanden at kende og snakke om de kommende dages oplevelser.

God overnatning i de flotte værelser.

2. Rejsedag. Søndag 26. maj 2019. Ca. 220 km.

Efter en god nats søvn starter morgenen med en dejlig og stor buffet på vores hotel.

Fællesturene starter i dag, og første dags udflugt bliver en god og varieret udflugt, hvor vi kommer til at få et godt indtryk af områderne ved Weser Bergland.

Vi starter kl. 09.00 fra hotellet og kører mod floden, men inden vi kommer derned, tager vi lige en lille tur op på områdets højeste bjerg ”Köterberg”. Herfra kan vi se ud over hele landskabet her ved Weser-floden. Turlederen udpeger områderne, som vi skal køre i, og når vi kigger mod øst, får vi et fint overblik over egnene, vi skal igennem her i formiddag.

Ruten går nu direkte ned til Weser-floden, hvor vi venter på den lille lokale færge, der skal bringe os over Weser. De små færger ved Weser-floden er lette at køre på og af, og de bliver ført over floden ved brug af flodens strøm eller en lille motor, der trækker færgen over ved nogle store stålwirer. Det er meget smart og hurtigt. Vi får en lille pause og kan se floden og omgivelserne fra en ny vinkel.

Nu fortsætter formiddagens udflugt, og vi kører lidt ind i de omkringliggende egne og følger små veje med sving og dejlig udsigt. Formiddagspausen holdes i en lille by, hvor der er en lille italiensk café, som også sælger god italiensk is. 

Vi kører nu videre over store grønne marker og gennem enge og skove, inden ruten ad små snoede veje går ned mod Weser-floden.

Der bliver sikkert en lille pause ved floden, og hvis det passer med frokost, kan det også tænkes, at frokosten kan spises ved floden, enten på en restaurant eller ved at der købes sandwich i et supermarked og nydes ved floden. Det ser vi på.

Herefter går ruten gennem et skønt skovområde, hvor vi sikkert holder en pause ved et ”Torneroseslot”, der dog for tiden er under renovering, men der er en skøn udsigt og mulighed for at se lidt af en gammel middelalderborg.

Eftermiddagen går ad nye ruter i vestlig retning mod vores hotel. Vi kører forsat ad små lokale biveje for at opleve og se så meget natur som muligt.

Eftersom vi alle havde ankomstdag fra Danmark i går, har vi valgt at lave en forholdsvis kort udflugt i dag, således at alle får en fornemmelse af det dejlige område, vi bor i, men også er forholdsvis tidligt tilbage ved hotellet. 

Efter ankomst er der afslapning på hotellet, og det kan være, at turlederen byder på en lille vandretur i byen og på nogle af de hyggelige stier omkring byen. Her er bl.a. en fin gammel borg, som vi kan gå op til, og som byder på en dejlig udsigt over byen.

Der er Happy Hour på hotellet, og måske kan vi nyde det gode vejr ude på terrassen. Middagen forventes at være klar kl. 19.00.

3. Rejsedag. Mandag 27. maj 2019. Ca. 300 km. 
I dag spiser vi tidlig morgenmad og regner med at komme fra hotellet kl. 08.00.

Vi byder i dag på en flot og forholdsvis lang udflugt, der bringer os gennem den østlige del af Weser Bergland og ind i Harzen Nationalpark og den vestligste del af Harzen. Ruten er let at køre, og vi ser en masse i dag.

Vi krydser Weser-floden tidligt på morgenen og fortsætter i østlig retning gennem de skønne bakkede områder mod Harzen.

Vi forventer at køre en fin rute gennem det smukke og kendte landskab i Harzen. Vi kører primært i den vestlige del af Harzen, hvor vi viser rejsedeltagerne en stor del af nationalparken og et par af de bedste udsigtssteder.

Der bliver kun en lille pause på vejen mod Harzen, hvor vi strækker ben. Vores første rigtige stop på udflugten bliver inde i Harzen i Hahnenklee, hvor vi og holder en kort pause ved den nordiske stavkirke, der er et yndet besøgssted og ganske flot. Her er I ved det første bjerg i Harzen, der hedder Brocken, der er 500 meter højt, hvilket giver et fint skiområde om vinteren.

Herefter går ruten til en lille by, der i 1900-tallet blev flyttet, idet der skulle bygges en stor opdæmmet sø, hvor vandet skulle bruges til brugsvand, dvs. både drikkevand og vandkraft. Vi får en flot udsigt over den opdæmmede sø Ocker Stausee. Vandet herfra skaber både strøm og forbrugsvand til hovedstaden Goslar i Harzen. 

Ruten går nu videre til et populært mødested for motorcyklister. Herfra er der en flot udsigt til Bloksbjerg, der på tysk hedder Brocken og er 1.142 meter højt.
Her ved udsigtsstedet er der en god restaurant, hvor vi spiser frokost, og der er også tid til at se nærmere på nogle af de mange motorcykler på parkeringspladsen. 

Efter frokost går ruten til Harzens stejleste vej med 23% stigning/fald, der ligger i St. Andreasberg. 

Herefter kører vi ad en af de skønneste dale i Harzen, inden ruten nu går forbi det sydligste af nationalparken, og vi atter vender snuden mod Weser Bergland. 

Vi er hjemme sent på eftermiddagen, men i god tid inden middagen på hotellet. Vi forventer at være ved vores hotel igen senest kl. 18. Middag ca. kl. 19.

4. Rejsedag. Tirsdag 28. maj 2019. Ca. 120 km. 
Dagen i dag er ikke en dag, der byder på mange kilometers kørsel, men besøg i en hyggelig by og et interessant bryggeribesøg. 

Efter morgenmaden forlader vi vores hotel kl. 10.00 og har 2 timers kørsel, til vi er i den hyggelige tyske provinsby Einbeck.

Her får rejsedeltagerne mulighed for at se nærmere på byen og spise frokost i ro og mag. Her er der sikkert også tid til at smage de gode Einbeck-øl til frokost, idet motorcyklerne bliver stående til efter vores bryggeribesøg på bryggeriet Einbeck.

Om eftermiddagen har vi en aftale med Einbeck bryggeriet, hvor vi får en rundvisning på godt en times tid. Vi ser produktionsfaciliteterne og hører om processen med at brygge øl. Vi har valgt ikke at få smagsprøver på bryggeriet, idet besøget inkl. ølsmagning vil tage 3 timer – det ville være alt for lang tid og alt for meget øl. Der er naturligvis mulighed for at smage øllen til frokost, inden vi skal gå til bryggeriet. 

Om eftermiddagen forlader vi Einbeck og kører tilbage mod hotellet, hvor vi er tilbage ca. kl. 17 efter en hyggelig og kort udflugtsdag. 

I dag tilslutter eventuelt andre Motour.dk-gæster sig til os, idet vi har en 6-dages rejse til Weser Bergland fra i dag og resten af perioden.

I aften er der derfor mulighed for at møde nye rejsende som vi hygger os med til middagen kl. 19.00. 

Overnatning i de hyggelige værelser.

5. Rejsedag. Onsdag 29. maj 2019. Ca. 180 km.
I dag kommer vi på den lange Weser-flodtur, hvor vi følger floden til dens udspring. Der er god tid til at nyde morgenmaden, idet vi først forventer at forlade hotellet kl. 09.00.

Tanken med udflugten i dag er at give rejsedeltagerne et godt indblik i det skønne landskab langs Weser-floden.

Formiddagen bringer os langs Weser-floden på den længste rute vi kan køre, idet vi slutter ved flodens begyndelse i syd. Her kører vi langt sydpå langs floden i Nordrhein-Westfalen, og kører gennem de smukke skov- og landbrugsarealer på vej tilbage mod vores hotel.

Om formiddagen stopper vi naturligvis for at besøge en hyggelig by langs floden, og vi skal jo også huske at holde kaffepause; vi oplever den store flotte flod og de skønne bakker i rigt mål.

Undervejs på dagens udflugt holder vi naturligvis en god frokostpause i byen, hvor Weser-floden skabes. Her ser vi de to oprindelige floder "Fulda" og "Werra" som løber sammen. Vi står ved fundamentet af Weser-floden. Her bliver der frokostpause, hvor du kan besøge byens centrum med den flotte markedsplads. Her kan der købes frokost på en god restaurant med nye friske asparges, som jo er en delikatesse på dette tidspunkt af året. Du kan også blot spise en god sandwich eller en Bratwurst - der er nok at vælge imellem.

Vi fortsætter efter frokost langs Weser-floden, dog på den anden side, end da vi kørte sydpå. Turen i nordlig retning mod vores indkvartering går øst langs Weser-floden, og vi kører tillige ind i landet og væk fra floden. Her bliver der en kort pause, hvor der er mulighed for at besøge Tysklands største Honda Gold Wing-butik.

Efter hjemkomst til hotellet er der mulighed for afslapning i gårdhaven eller i baren på hotellet.

Turlederen fortæller om næste dags udflugt. Til aften en god middag på hotellet og herefter måske en vandretur med turlederen omkring byen.

6. Rejsedag. Torsdag 30. maj 2019. Ca. 350 km.
I dag er formiddagen fri, dvs. vi skal først afsted på udflugten kl. 10.30. Det betyder mulighed for at sove længe eller komme ud og se lidt på byen, som vi bor i. Det kan f.eks. være interessant at gå hen og kigge på den lokale motorcykelforretning.

Udflugten bringer os i dag til to stop direkte ved Weser-floden, inden vi i eftermiddag skal ud at sejle på floden på en længere udflugt.

Efter at vi har forladt hotellet, kører vi ad en ny rute mod floden, og vores første stop bliver ved en ny seværdighed, der er en såkaldt ”Sky Walk”, hvilket er et udsigtspunkt bygget ud fra et klippefremspring 80 meter over Weser-floden. De sidste 300 meter til udsigtspunktet skal vi godt nok gå til fods, men anstrengelserne krones med en fantastisk udsigt over floden og landskaberne, hvor vi senere på dagen skal sejle. 

Vi fortsætter nu en kort strækning, indtil vi igen holder direkte ved Weser-floden. Her er der frokostpause, og vi har mulighed for at nyde vores frokost fra en terrasse med udsigt over floden og et lille færgeleje.

Efter en hyggelig frokost fortsætter ruten gennem en skov og langs floden, til vi er i en lille by, hvorfra vores Weser-færge afgår. Vi sejler 1,5 time på Weser-floden og ser de flotte landskaber fra vandsiden.

Efter sejlturen går ruten nu ad nye veje gennem landbrugsarealer til vores hotel i Schwalenberg. Vi er fremme omkring kl. 17. 

I dag slutter eventuelt andre Motour.dk-gæster sig til os, idet vi har en 4-dages rejse til Weser Bergland fra i dag og resten af perioden.

I aften er der derfor mulighed for at møde nye rejsende, som vi hygger os med til middagen kl. 19.00. 

Overnatning i de hyggelige værelser.

7. Rejsedag. Fredag 31. maj 2019. Ca. 220 km.
I dag oplever vi mere af det skønne Weser Bergland. Ruten byder i dag på flere kilometer, og vi kommer bl.a. til at køre på nogle af de kendte veje som f.eks. "Weser Talstrasse", "Strasse der Weserrenaissance", "Deutsche Märchenstrasse" og "Deutsche Mühlenstrasse", der, som titlerne angiver, byder på nogle flotte oplevelser.

Vi forlader hotellet kl. 08.30 efter morgenmaden, og i dag kører vi i en ny egn, nemlig i nordlig retning gennem bakkede landskaber og skønne dale. Vi kommer bl.a. til at krydse Weser-floden 4 eller 5 gange, og vi kommer forbi det kendte område ved "Porta Westfalica", ligesom vi har mulighed for en formiddagspause ved en motorcykelbutik, hvis nogen har lyst at se på lidt tysk motorcykeludstyr.

Målet i dag er et besøg på "Wasserstrassekreuz Minden". Her bliver der pause for at se det store bygningsværk, der gør, at Weser-floden og Mittellandkanal krydser hinanden - uden at de berører hinanden, der hvor de krydser hinanden. Vandene løber ikke sammen, men der er lavet et kæmpe bygningsværk med en bro, der leder Mittellandkanal over Weser-floden, og naturligvis et sluseanlæg, der bringer de mange fragtskibe fra Mittelland-kanalens høje kanalniveau og ned til Weser-flodens lavere vandniveau! Et storslået bygningsværk og et spændende besøg.

Efter et betagende bygningsværk kører vi igen ud på landet og oplever de små landeveje. Frokost spises på et typisk tysk biker-treff, hvor vi møder andre motorcyklister. Her er der masser af motorcykler, tysk ordentlighed og struktur og hygge og god billig mad. Her kan vi spise en "Strammer Max" eller en "Pluto" eller få en god Bockwurst og en dejlig kage, priserne er meget meget fornuftige. 

Efter et specielt frokoststed bruger vi eftermiddagen på en fin rute tilbage mod Schmalenberg. Her kører vi ad mere kurvede veje med en del sving, der bringer os gennem de bakkede landskaber.

Vi krydser i dag Weser-floden mange gange ad broer. Til eftermiddag holder vi en sidste kaffepause tæt ved floden. Herfra tager vi også den sidste flodsejlads, inden vi kører tilbage til vores hotel. 

Efter hjemkomst og happy hour i hotellets bar bydes der til aften på en hyggelig og god middag.

8. Rejsedag. Lørdag 1. juni 2019. Ca. 220 km.
I dag skal vi også afsted fra hotellet kl. 08.30. Vi byder i dag på en fin og ny udflugt med et par lange strækninger og sidenhen gode pauser.

Formiddagens strækning går ad den længste rute mod vest på denne rejse. Vi kører i formiddag ad mange små landeveje forbi frodige marker og gennem smukke skove. Ruten er varieret og vores første stop er efter 85 km kørsel. Vi holder naturligvis en strække-ben-pause undervejs til vores formiddagsdestination, der er den opdæmmede sø ”Diemelsee”, beliggende i Nordrhein-Westfalen.

Diemelsee er en opdæmmet sø, hvor man også bruger vandet til drikkevand og vandkraft-vand til brug i de omkringliggende større byer, f.eks. Paderborn. Vi holder pause ved dæmningen ved søen, hvor turbineværket er bygget. Her er der en god fotomulighed og tid til at se det store bygningsværk.

Herefter er det vores tanke, at vi skal følge Diemel-åen her fra den opdæmmede sø og til Weser-floden. Vi vil nok blot benævne åen som en bæk, men vi forsøger at følge den og kommer også igennem en by med navnet Diemelstadt.

Vi ender ruten i en hyggelig middelalderby tæt ved Weser-floden. Her bliver der mulighed for at besøge et hyggeligt museum, der beretter om middelalderbyen og livet her ved Weser-floden gennem tiderne. Hvis der er stemning for det, er der også mulighed for en kaffepause ved en flot gammel borgruin fra middelalderen, hvorfra der også er flot udsigt over landskaberne.

Nu kører vi i løbet af ganske kort tid direkte til Weser-floden, som vi krydser via en bro, og på ruten langs floden gør vi endnu et stop ved den flotte ”Sky Walk”, som giver os det sidste vue ud over Weser-floden. Vi følger herefter Weser de sidste 15 km, inden vi begiver os mod vores hotel.

Sidste stop på ruten bliver det kendte udsigtspunkt ”Köterberg” i kort afstand fra vores hotel. Her afsluttes udflugten med mulighed for en ekstra tur op og ned ad bjerget og evt. en kop kaffe på toppen af bjerget, inden vi kører til vores hotel. 

I aften er der afslutningsmiddag kl. 19.00.

Her runder turlederen rejsen af og aftaler nærmere med rejsedeltagerne omkring deres afrejse i morgen.

9. Rejsedag. Søndag 2. juni 2019. Ca. 410 km til grænsen.
I dag er det hjemrejsedag, og rejsedeltagerne planlægger selv deres individuelle hjemrejse til Danmark.

Der kan spises morgenmad tidligt, og det er let at køre hjem fra Weser Bergland til Danmark. Uanset om du skal til Sjælland eller Jylland går ruten let ad motorvej en stor del af strækningen. De første 80 km går lettest ad hovedveje, og efterfølgende er der motorvej enten til Puttgarden eller Flensborg.

Turlederen kører ikke med til Danmark, idet han i dag forlader hotellet for at køre til en ny destination for at starte en ny gruppe op.

Sværhedsgrad:
Alle kan deltage på rejsen, idet den er tilrettelagt således, at alle skulle kunne følge med og klare de forholdsvis korte dagsture. Den længste dagsetape er fra Danmark til hotellet, og det kan alle klare.

Vi kører på rejsen i bakket terræn, men det er kun op til 300-400 meter højt så derfor meget let og tilgængeligt. Landevejene er gode at køre på.

Det forventes, at du som deltager på rejsen sætter dig ind i rejsens forløb og forholder dig sagligt til dagsruternes længde og typen af ruter, som vi skal køre, inden du bestiller rejsen.

Hvis du kører på en motorcykel, der er ældre end 1980, og som måske ikke er vant til at blive kørt flere dage i træk, skal du være helt sikker på, at din maskine kan klare rejsen. At man kører på en ældre motorcykel er ingen hindring for at deltage, men det er vigtigt, at rejsedeltagerne forstår, at en god rejsegennemførelse også kræver, at deltagerne forstår vigtigheden af at være en harmonisk del af trafikken og derved have fokus på sikkerheden. Din motorcykel skal naturligvis overholde de gængse støjkrav og være godkendt. I Tyskland er der krav om kørsel med originale udstødninger eller TÜV godkendte eftermonterede udstødninger. Dæk må ikke være ældre end 4 år.

Motorcykler under 450 ccm3, såkaldte "kineser-motorcykler" eller scootere kan ikke deltage på rejsen.

Du skal være erfaren motorcyklist og vant til at køre fællestur sammen med andre motorcyklister. Hvis du ikke er så vant til at køre fællestur med andre, bør du ringe til Motour.dk og lige tale med Henrik om dette. Normalt skal turlederen nok hjælpe dig med at lære fællestursteknikken at kende, så du ved, hvordan det foregår. Det er ikke svært, men det kræver, at du er en erfaren motorcyklist og vant til at køre i trafikken.

Den længste udflugt er på ca. 350 km. Det kan fint klares på en dag ved at køre en kombination af landeveje, og hovedveje, som der er planlagt og beskrevet i programmet. Vi gør meget ud af at tilrettelægge dagenes forløb, og de angivne dagsstrækninger er faktuelle kilometer. Det betyder også, at hvis en deltager hellere vil vælge at køre motorvej, så er man velkommen til at gøre det på egen hånd.

Det er absolut nødvendigt at følge den almindelige trafikrytme, for ellers vil det gå ud over sikkerheden på rejsen, og på en Motour.dk-rejse er der altid fokus på sikkerheden, og derfor er vores turleder naturligvis altid på motorcykel sammen med gæsterne.

Ved bestilling af rejsen såvel online som pr. e-mail eller telefon, bekræfter du som rejsedeltager, at du har læst rejsebeskrivelsen og rejsebetingelserne.

Rejsens samlede længde:
Sammenlagt fra Padborg t/r bliver der kørt ca. 2.200 km på 9 dage.

Hvem skal man bo sammen med, hvis man rejser alene?:
Hvis du ikke har nogen at rejse med, forsøger Motour.dk gerne at hjælpe med, at du får en at bo sammen med. Vi forsøger at sammensætte de rejsende, således, at man - hvis man rejser alene - naturligvis bor sammen med en af samme køn. Hvis der rejser et ulige antal, der ønsker at dele dobbeltværelse, vil den sidste, der bestiller være nødsaget til at tilkøbe enkeltværelse.

Du får en oversigt over deltagere og værelser i de sidste papirer, som du modtager 14 dage inden afrejse.

Antal deltagere:
Der er plads til ca. 16 deltagere på rejsen. Der er ofte 2/3 antal motorcykler i forhold til antal deltagere.

Turleder:
Turlederen møder gæsterne på rejsens første dag på hotellet.

Turlederen sørger for alt praktisk på rejsen, og kører forrest på alle udflugter.

Turlederen har lagt rejseplanen og fundet de gode ruter og pausesteder. Vores turledere er erfarne motorcyklister og vant til at rejse på motorcykel.

Turleder på denne rejse er Peter Holst, der har rejst på rigtig mange Motour.dk-rejser og har været mange gange i Tyskland. Peter er kendt af mange gæster som en god motorcyklist, og han er seriøs med et smil på læben. Peter har naturligvis også kørt i Weser Bergland flere gange før.

Vores turledere er ikke guider, men turledere, og sørger for alt praktisk og informativt under rejsen. Turlederen er ikke en guide, der fortæller alt om historie, bygningers struktur og byggeteknik såvel som konge- og kejserrækker, men turlederne fortæller om praktiske ting og de erfaringer og den historie de har forberedt sig på til rejsen. Turlederen oversætter naturligvis også ved de forskellige besøg, og står til rådighed omkring alt praktisk, check ind/ud og praktiske informationer omkring hver dags udflugter.

Indkvartering:
På denne rejse benytter vi et dejligt 3-stjernet hotel. Det betyder, at der ikke skal skiftes hotel på rejsen.

Udgangspunktet for rejsen er den hyggelige middelalderby Schwalenberg, hvor de mange smukke bindingsværkshuse og det let kuperede terræn skaber en god kulisse for vores ophold. Byen vi bor i skaber rammen om et ophold af god kvalitet, og der er både et spændende handelsliv, smukke bygninger med spændende historie og et hyggeligt vandreterræn med bakker og skov lige ved byen. Her er sågar en god motorcykelforhandler.

Idyllen og harmonien har siden det 19. århundrede tiltrukket kunstnere fra alle egne og lande, og kunsten lever også stadig i byen. I de gamle bindingsværkshuse findes adskillige små gallerier, som vidner om, at kunstmalere stadig inspireres af dette område.

Her fra byen udgår motorcykeludflugterne.

Hotellet har en hyggelig bar med terrasse, og hver aften er der "happy hour" fra kl. 18-19. Der er tillige en terrasse uden for hotellet.

Hotellet har også en sauna, der naturligvis er til fri afbenyttelse.

En aften kan det også tænkes, at vi får besøg af en af de lokale vægtere fra den gamle middelalderby. Her arrangerer vi evt. en vandrertur med vægteren, så man ved aftentide kan se byen og høre hans sang og fortælling om byens historie. Turlederen er naturligvis med på vandringen.

Her på hotellet er god personlig service, idet ejeren af hotellet selv er her hele tiden.

Alle værelser er af god standard med bad og toilet. Her er tillige tv med satellit. Mange værelser har flot udsigt, og ofte balkon eller terrasse.

Hotellet byder hver morgen på morgenbuffet med stort udvalg i brød, pålæg, smør, syltetøj, skærepålæg, müsli og youghurt-produkter, mælk, kaffe, te, chokolade og juice. Her er tillige et udvalg af forskellige typer morgenkager.

Hver aften bydes på en god aftensmad, der serveres som 3-retters middag med menuvalg (på nær første aften, hvor gæsterne ikke har haft mulighed for at vælge menu, idet det gøres om morgenen til morgenmaden).

Der er adgang til wi-fi, der typisk kræver at rejsedeltageren modtager en kode fra receptionen på hotellet. Turlederen fortæller om dette ved ankomst til hotellet.

På alle hoteller skal der pr. nat/gæst betales et gebyr på € 2,5 til de lokale turist myndigheder. Turistskat er inkluderet i rejsen for alle gæster.

Rejsemateriale inden afrejse:
Alle rejsedeltagere modtager senest 14 dage inden afrejse de sidste rejsepapirer med alle praktiske informationer for hele rejsen. Der medsendes tillige en simpel deltageroversigt, så der er mulighed for at tage kontakt med de andre rejsende. Ved tilmelding til rejsen accepterer du, at Motour.dk kan angive dit navn, din hjemby og dit telefonnummer på deltageroversigten, der udsendes med de sidste rejsepapirer.

Afbestillings- og rejseforsikring:
Motour.dk tilbyder alle rejsende mulighed for at tilvælge afbestillings- og/eller rejseforsikring for den bestilte rejse. Du kan læse om disse muligheder under fanen INFO, hvor du også kan vælge direkte adgang til bestilling af afbestillings- og/eller rejseforsikring.

Ved bestilling af rejsen angiver du, at du har haft mulighed for at tilvælge afbestillings- og rejseforsikring.

Vær venligst opmærksom på, at afbestillingsforsikring senest skal vælges når depositum betales for rejsen. Rejseforsikring kan bestilles indtil 5 dage inden afrejse.

Forbehold:
Der tages forbehold for ændringer i programmet, evt. programplaner samt valutaændringer. Valuta beregnet pr. kurs 1/11 2018. Ved væsentlige udsving vil der blive opkrævet difference fra kursberegningsdatoen.

Henrik Tang fra Motour.dk har taget de fleste af billederne på denne side.

Prisoversigt:

6.350,- kr. pr. person i delt dobbeltværelse
950,- i enkeltværelsestillæg

Prisen inkluderer:

Rejselængde og forplejning:
• 9 dages rejse
• 8 overnatninger på godt 3-stjernet hotel i delt dobbeltværelse med bad og toilet, tv, telefon
• Halvpension fra aftensmad på ankomstdagen til morgenmad på afrejsedagen
• Morgenmaden består af stor morgenbuffet
• Aftensmaden er 3-retters menu

Aktiviteter/udflugter:
• Alle udflugter er inkluderet
• Entréer angivet i programmet er inkluderet:
- Krydning af Weser-floden med færger
- Besøg på Skywalk
- Besøg og rundvisning hos Einbeck Bier-bryggeriet
- Besøg på museum i middelalderby
- Sejltur på Weser-floden i 1,5 timer
• Turleder på motorcykel fra Motour.dk


Diverse:
• Lokale skatter, turistskat, moms og afgifter
• Dansk moms
• Afgift til Rejsegarantifonden

Prisen inkluderer ikke:
• Benzin, lommepenge og frokost
• Evt. parkeringsomkostninger (pt. ingen kendte)
• Evt. afbestillings- og rejseforsikring (se nærmere under info for tilvalg)