21 - 24/5 2020.

  • Ledige pladser

Inkluderet i rejsen:

  • 4 dages rejse med 3 overnatninger
  • Alle overnatninger på samme 4-stjernede hotel
  • Morgenmadsbuffet
  • 3-retters middag eller buffet hver aften
  • Turleder på motorcykel
  • Besøg på Øst/Vest museum
  • Spændende udflugter i Harzen, bla. kørsel på berømt serpentinevej

Se specifikationen af indholdet, rejseforløb og priser for rejsen her til højre.

Fra 3.450,-

Bestil rejsen her



Harzen. 4 dage. Kristi Himmelfart. (Uge 21) to 21 - sø 24/5.

Rejsen til Harzen i 2020 er tilrettelagt så du kan bruge din ferie i forbindelse med Kristi Himmelfart og et par ekstra fridage på en flot rejse til skønne Harzen.

Rejsen giver dig mange forskellige oplevelser, og du har tid til at få feriesjælen med. Masser af fine ruter og et dejligt 4-stjernet hotel med alle faciliteter.

Hvis en længere, 6-dages tur til Harzen i forbindelse med Kristi Himmelfart passer bedre med dine planer, tilbyder vi også sådan en rejse – du finder den sammen med de øvrige rejser i kalenderen på motour.dk.

På denne rejse er spændende udflugter inkluderet i prisen.
Vi bor i byen Braunlage, på vores gode 4-stjernede hotel, som vi har brugt utallige gange på forskellige rejser til Harzen - med flot udsigt, god forplejning, pool, sauna m.m.

Læs mere under fanen "Rejseforløb".

 

 

 

Rejseperiode: torsdag 21. maj til søndag 24.maj 2020.

1. rejsedag. Torsdag 21. maj 2020. Ca. 400 km.
Din rejse går i dag direkte til vores dejlige hotel i Braunlage midt i Harzen. Fra Padborg er der ca. 400 km og fra Puttgarden ca. 420 km til hotellet. Gæster fra Sjælland anbefales at tage Rødby - Puttgarden overfarten.
Hotellet er 4-stjernet, med skøn udsigt, swimmingpool, sauna, bar, restaurant, terrasse og underjordisk garage.
Vi forventer, at alle er ankommet omkring kl. 17, hvor man mødes, og der afholdes velkomstmøde.

Du er naturligvis meget velkommen til at ankomme før kl. 17, og værelset er klart til dig allerede fra kl. 15.00, hvis det passer dig.

Turlederen byder på en velkomstdrink, mens han informerer om rejsens forløb, aktiviteter, udflugter og praktiske ting, der vedrører det at køre fællestur og udflugt hos Motour.dk. Der er også tid til at hilse på de gæster, der deltager i Motours 6-dages tur til Harzen og som derfor er ankommet et par dage før.

Middagen på hotellet er kl. 19 og serveres som buffet eller 3-retters middag.

Hvis der er tid og lyst, tager turlederen gerne gæsterne med på en lille vandretur  ved hotellet og evt. ind i selve Braunlage by.

2. rejsedag. Fredag 22.maj 2020. Ca. 175 km.
Første morgen på hotellet er altid spændende, for vi skal se, hvad hotellet byder på af morgenmad. Her på vores 4-stjernede hotel har vi en meget stor buffet, hvor der bydes på alt, hvad man kan ønske sig af dejlig morgenmad at starte dagen på.

Dagen i dag byder på det tyske grænseland og kørsel i og omkring det.

Efter morgenmad forlader vi hotellet kl. 08.30.

Vi kører nu ud af Braunlage og mod de sydvestlige områder af Harzen. På vejen starter vi lige med nogle skønne stejle bakker lige udenfor Braunlage.
Meget specielt, da det er inde i centrum af en by - vejen er dog fin og let at køre på. Vi følger nu en flod ud gennem det vestlige Harzen og kommer til store landbrugsområder med bakker og flot udsigt.

Vi fortsætter til en nærliggende provinsby, der er kendt for at have omkring 600 historiske huse, i stor grad bindingsværkshuse. Her holder vi pause, og der bliver mulighed for at se nogle af de mange fine huse.

Nu går ruten videre gennem gammelt DDR-land og vi holder en pause ved en sø, der i DDR-tiden var blev brugt til karpeopdræt. Når karperne skulle fanges, tømte man simpelthen søen for vand, og så var det let at få fat i fiskene.

Ruten går videre gennem den lille kurby Bad Sachsa, der er kendt for at være en luft-kur-by. Her i byen var der også en grænse mellem Vesttyskland og DDR  og her er der tillige et grænsemuseum, som vi skal besøge.
Museet beskriver i detaljer delingen af Tyskland efter 2. Verdenskrig, Den Kolde Krig, DDR-borgernes flugtforsøg, og hvordan det hele endte i 1989 med Murens fald.
Entré til museet koster 4 Euro.

I forbindelse med museumsbesøget holder vi vores frokost.

Vi kører nu videre mod øst, til den smukke by Blankenburg, hvor vi holder kaffepause, slentrer lidt rundt i byen og nyder synest af byens smukke slot, inden vi ad en smuk sydvestlig rute kører tilbage til vores hotel i Braunlage.

Flotte veje gennem hele dagens forløb.

I aften er der igen en god middag i hotellets restaurant.

3. rejsedag. Lørdag 23.maj 2020. Ca. 180 km.
Udflugt gennem det gamle DDR og østlige Harzen.
Efter morgenmaden henter vi motorcyklerne og kører kl. 09.00 ud på nye ruter. Morgenen starter med varierede landskaber bl.a. gennem flere kurbyer og i sydøstlig retning. Ruter, som ganske få kører på, og selvom det er lørdag, vil vi nok kun opleve meget begrænset trafik her. Der bliver pauser undervejs, og vi forventer, at vi holder en længere pause i den smukke middelalderby Quedlinburg. Her bliver der 1½ times pause med tid til frokost og tid til at vandre rundt i byen eller op på byens smukke bakke, hvor den kendte stiftskirke er placeret. Vi anbefaler dog at gå med hen og se Tysklands ældste bindingsværkshus, der kan dateres tilbage til år 1346!

Efter frokost går ruten mod de skønne skove i det gamle Østtyskland. Vi holder pause ved en af de små åer, hvor vi strækker ben og oplever den specielle passage over åen.

Senere kommer vi til en interessant seværdighed i Harzen. Ved en stor opdæmmet sø er der bygget verdens længste hængebro, der rækker over søen med en længde på 458 meter i alt. Her er 100 meter til dalens bund. Her holder vi en pause (parkeringsafgift ikke inkl.), og der er så mulighed for at vandre ud på broen (mod gebyr) eller blot gå ud på dæmningen og have fast grund under fødderne og se på dem, der vover sig ud på hængebroen.

Ruten tilbage fører os tilbage til Braunlage efter en dejlig dag i det østlige Harzen. Vi kører lige udenfor Braunlage forbi skiltet, der fortæller, at her var grænsen mellem Øst- og Vesttyskland indtil 1989.

Der er tid til afslapning på hotellet og til evt. tage en dukkert i swimmingpoolen eller blot nyde en god og velfortjent øl i baren eller ude på terrassen.

Sidste aftensmåltid spiser vi i fællesskab i hotellets restaurant.

4. rejsedag. Søndag 24.maj 2020. Ca. 400 km.
Vi nyder den sidste store morgenbuffet inden kl. 08.00, hvor vi starter vores motorcykler og kører nordpå. Hvis du har lyst, er du velkommen til at følge turlederen mod Danmark.

På vejen mod Danmark kører vi ad ruter, der naturligvis er forholdsvis direkte mod Danmark, men vi ønsker også, at vi får en god udflugtsdag. Derfor kører vi ad hovedveje forbi Braunschweig og videre mod nord, og fortsætter gennem Lüneburger Heide til vores tidlige frokostpause ved Elben. Herefter kører vi nordpå, hvor det bliver let for dem, der skal hjem til Sjælland at fortsætte mod Puttgarden.

Vi tager afsked med sjællandske gæster, inden vi fortsætter mod nord og siger farvel til dem, der skal mod Jylland ved den sidste rasteplads før grænsen.

Vi forventer at være ved grænsen i Padborg ca. kl. 16.30.

 

Sværhedsgrad:

Alle kan deltage på rejsen til Harzen, idet rejsen er tilrettelagt således, at alle kan følge med og klare de forholdsvis korte dagsture.

Den længste dagsetape er fra grænsen til hotellet på ca. 400 km. Vi kører i bakker og småbjerge i Harzen, men bakkerne er meget tilgængelige og nogle af de fineste i Europa til at køre motorcykel på. Vejene er af god tysk beskaffenhed. Rejsen er en behagelig udflugtsrejse med gode pauser og tid til, at alle kan følge med. Alle udflugter køres i fællesskab sammen med turlederen, der kører forrest på alle udflugter. Turlederen kan, hvis der skulle opstå ønske om det, afkorte udflugterne, så ingen føler, at de skal køre længere, end de har lyst til.

Vi kører efter et nærmere aftalt system, som gør, at alle rejsedeltagere er trygge ved at deltage i en udflugt hos Motour.dk.

Det forventes, at du som deltager på rejsen sætter dig ind i rejsens forløb og forholder dig sagligt til dagsruternes længde og typen af ruter, som vi skal køre, inden du bestiller rejsen.

Hvis du kører på en motorcykel, der er ældre end 1980, og som måske ikke er vant til at blive kørt flere dage i træk, skal du være helt sikker på, at din maskine kan klare rejsen. At man kører på en ældre motorcykel er ingen hindring for at deltage, men det er vigtigt, at rejsedeltagerne forstår, at en god rejsegennemførelse også kræver, at deltagerne forstår vigtigheden af at være en harmonisk del af trafikken og derved have fokus på sikkerheden. Din motorcykel skal naturligvis overholde de gængse støjkrav og være godkendt. I Tyskland er der krav om kørsel med originale udstødninger eller TÜV godkendte eftermonterede udstødninger. Dæk må ikke være ældre end 5 år.

Motorcykler under 450 ccm3, såkaldte "kineser-motorcykler" eller scootere og el-motorcykler kan ikke deltage på rejsen.

Du skal være erfaren motorcyklist og vant til at køre fællestur sammen med andre motorcyklister. Hvis du ikke er så vant til at køre fællestur med andre, bør du ringe til Motour.dk og lige tale med os om dette. Normalt skal turlederen nok hjælpe dig med at lære fællestursteknikken at kende, så du ved, hvordan det foregår. Det er ikke svært, men det kræver, at du er en erfaren motorcyklist og vant til at køre i trafikken.

Den længste udflugt på rejsen er ca. 180 km (turen til hotellet fra Padborg eller Puttgarden er dog lidt over 400 km. Det kan fint klares på en dag ved at køre en kombination af landeveje og hovedveje, som der er planlagt og beskrevet i programmet. Vi gør meget ud af at tilrettelægge dagenes forløb, og de angivne dagsstrækninger er faktuelle kilometer. Det betyder også, at hvis en deltager hellere vil vælge at køre motorvej, så er man velkommen til at gøre det på egen hånd.

Det er absolut nødvendigt at følge den almindelige trafikrytme, for ellers vil det gå ud over sikkerheden på rejsen, og på en Motour.dk-rejse er der altid fokus på sikkerheden, og derfor er vores turledere naturligvis altid på motorcykel sammen med gæsterne.

Rejsebeskrivelse og rejsebetingelser.
Ved bestilling af rejsen såvel online som pr. e-mail eller telefon, bekræfter du som rejsedeltager, at du har læst rejsebeskrivelsen og rejsebetingelserne.

Rejsens samlede længde:
På denne rejse køres i alt ca. 355 km udflugter. Hertil skal du lægge rejsen til og fra hotellet.

Hvem skal man bo sammen med, hvis man rejser alene?
Hvis du ikke har nogen at rejse med, forsøger Motour.dk gerne at hjælpe med, at du får en at bo sammen med. Vi forsøger at sammensætte de rejsende, således, at man - hvis man rejser alene - naturligvis bor sammen med en af samme køn. Hvis der rejser et ulige antal, der ønsker at dele dobbeltværelse, vil den sidste, der bestiller være nødsaget til at tilkøbe enkeltværelse (du kan naturligvis ikke annullere din bestilling, fordi Motour.dk ikke kan finde en makker til dig, det er blot en service uden garanti, men det lykkes ofte).

Du får en oversigt over deltagere og værelser i de sidste papirer, som du modtager 14 dage inden afrejse.

Antal deltagere:
Der er plads op til ca. 15 deltagere på rejsen. Der er ofte 2/3 antal motorcykler i forhold til antal deltagere.

Turleder:
Turlederen møder gæsterne på rejsens hotel.

Turlederen sørger for alt praktisk på rejsen og kører forrest på alle udflugter.
Turlederen har lagt rejseplanen og fundet de gode ruter og pausesteder. Vores turledere er erfarne motorcyklister og vant til at rejse på motorcykel.

Turlederen har naturligvis også kørt flere gange i områderne, som vi skal til på denne rejse.

Turlederen er ikke guide, der fortæller alt om historie, bygningers struktur og byggeteknik såvel som konge- og kejserrækker, men turlederen fortæller om praktiske ting og de erfaringer og den historie, han har forberedt sig på til rejsen. Turlederen oversætter naturligvis også ved de forskellige besøg, og står til rådighed omkring alt praktisk, check ind/ud og praktiske informationer omkring hver dags udflugter.

Indkvartering:
På denne rejse benytter vi ét hotel, hvilket gør den praktiske bagagehåndtering let for alle gæster.

Det hotel, som vi benytter på denne rejse, er et godt 4-stjernet hotel af tysk kvalitet centralt i Braunlage.

Hotellet byder på en typisk tysk morgenbuffet og aftensmaden serveres hver aften som 3-retters middag eller evt. buffet.

Der er wi-fi på hotellet og på alle værelser.

På hotellet skal der pr. nat/gæst betales et gebyr på
€2,5 til de lokale turistmyndigheder. Turistskat er inkluderet i rejsen for alle gæster.

Rejsemateriale inden afrejse:
Alle rejsedeltagere modtager senest 14 dage inden afrejse de sidste rejsepapirer med alle praktiske informationer for hele rejsen. Der medsendes tillige en simpel deltageroversigt, så der er mulighed for at tage kontakt med de andre rejsende. Ved tilmelding til rejsen accepterer du, at Motour.dk kan angive dit navn, din hjemby og dit telefonnummer på deltageroversigten, der udsendes med de sidste rejsepapirer.

Afbestillings- og rejseforsikring:
Motour.dk tilbyder alle rejsende mulighed for at tilvælge afbestillings- og/eller rejseforsikring for den bestilte rejse. Du kan læse om disse muligheder under fanen INFO, hvor du også kan vælge direkte adgang til bestilling af afbestillings- og/eller rejseforsikring.

Ved bestilling af rejsen angiver du, at du har haft mulighed for at tilvælge afbestillings- og rejseforsikring.

Vær venligst opmærksom på, at afbestillingsforsikring senest skal vælges, når depositum betales for rejsen. Rejseforsikring kan bestilles indtil 5 dage inden afrejse.

Forbehold:
Der tages forbehold for ændringer i programmet, evt. programplaner hos vores samarbejdspartnere samt valutaændringer. Valuta beregnet pr. kurs 10/10 2019. Ved væsentlige udsving vil der blive opkrævet difference fra kursberegningsdatoen.

Hvis der ikke er en rimelig og ligelig fordeling af deltagere på udflugterne mellem de to turledere, tager vi forbehold for at måtte ændre i fordelingen eller forløbet på udflugten.

Henrik Tang fra Motour.dk har taget de fleste af billederne på denne side.

 

Prisoversigt:

3.450,- kr. pr. person i delt dobbeltværelse
550,- i enkeltværelsestillæg

Prisen inkluderer:

Rejselængde og forplejning:
• 4 dages rejse
• 3 overnatninger i delt dobbeltværelse med bad og toilet, tv
• Halvpension fra aftensmad på ankomstdagen til morgenmad på afrejsedagen
• Morgenmaden består af morgenbuffet
• Aftensmaden er 3-retters menu eller buffet


Aktiviteter/udflugter:
• Alle udflugter er inkluderet iht. rejsebeskrivelsen
• Turleder på motorcykel fra Motour.dk

Diverse:
• Lokale skatter, turist-skat, moms og afgifter
• Dansk moms
• Afgift til Rejsegarantifonden


Prisen inkluderer ikke:
• Benzin, lommepenge, frokost samt drikkevarer til maden
• Evt. parkeringsomkostninger (parkering i garage ca. 8 Euro pr. nat.)
• Entre til museum i Bad Sachsa (4 Euro)
• Evt. afbestillings- og rejseforsikring (se nærmere under info for tilvalg)