19 - 24/5 2020.

  • Ledige pladser

Inkluderet i rejsen:

  • 6 dages rejse med 5 overnatninger
  • Alle overnatninger på samme 4-stjernede hotel
  • Morgenmadsbuffet
  • 3-retters middag eller buffet hver aften
  • Turleder på motorcykel
  • Besøg på Øst/Vest museum
  • Spændende udflugter i Harzen, bla. kørsel på berømt serpentinevej

Se specifikationen af indholdet, rejseforløb og priser for rejsen her til højre.

Fra 4.950,-

Bestil rejsen her



Harzen. 6 dage. Kristi Himmelfart. (Uge 21) ti 19 - sø 24/5.

Rejsen til Harzen i 2020 er tilrettelagt så du kan bruge din ferie i forbindelse med Kristi Himmelfart og et par ekstra fridage på en flot rejse til skønne Harzen.

Rejsen giver dig mange forskellige oplevelser, og du har tid til at få feriesjælen med. Masser af fine ruter og et dejligt 4-stjernet hotel med alle faciliteter.

Hvis en kortere, 4-dages tur til Harzen i forbindelse med Kristi Himmelfart passer bedre med dine planer, tilbyder vi også sådan en rejse – du finder den sammen med de øvrige rejser i kalenderen på motour.dk.

På denne rejse er spændende udflugter inkluderet i prisen.
Vi bor i byen Braunlage, på vores gode 4-stjernede hotel, som vi har brugt utallige gange på forskellige rejser til Harzen - med flot udsigt, god forplejning, pool, sauna m.m.

Læs mere under fanen "Rejseforløb".

 

 

 

Rejseperiode: tirsdag 19. maj til søndag 24.maj 2020.

Mulighed for overnatning ved grænsen dagen før 1. rejsedag og fælleskørsel med turleder til hotellet:
Fra Padborg er der ca. 400 km og fra Puttgarden ca. 420 km til hotellet. Gæster fra Sjælland anbefales at tage Rødby - Puttgarden overfarten, og alle gæster modtager sammen med bekræftelsen et forslag til overnatning dagen før på et hyggeligt sted lige syd for grænsen, hvis man ønsker dét - så starter man frisk og udhvilet på turen mod Harzen om morgenen.
Turlederen overnatter selv på dette lille hyggelige hotel, og der er fælles afgang fra et nærmere aftalt sted nær grænsen om morgenen 19. maj.

1. rejsedag. Tirsdag 19.maj 2020. Ca. 400 km.
Din rejse går i dag direkte til vores dejlige hotel i Braunlage midt i Harzen. Hotellet er 4-stjernet, med skøn udsigt, swimmingpool, sauna, bar, restaurant, terrasse og underjordisk garage.
Vi forventer, at alle er ankommet omkring kl. 17, hvor man mødes, og der afholdes velkomstmøde.

Du er naturligvis meget velkommen til at ankomme før kl. 17, og værelset er klart til dig allerede fra kl. 15.00, hvis det passer dig.

Turlederen byder på en velkomstdrink, mens han informerer om rejsens forløb, aktiviteter, udflugter og praktiske ting, der vedrører det at køre fællestur og udflugt hos Motour.dk.

Middagen på hotellet er kl. 19 og serveres som buffet eller 3-retters middag.

Hvis der er tid og lyst, tager turlederen gerne gæsterne med på en lille vandretur  ved hotellet og evt. ind i selve Braunlage by.

2. rejsedag. Onsdag 20. maj 2020. Ca. 170 km.
Første morgen på hotellet er altid spændende, for vi skal se, hvad hotellet byder på af morgenmad. Her på vores 4-stjernede hotel har vi en meget stor buffet, hvor der bydes på alt, hvad man kan ønske sig af dejlig morgenmad at starte dagen på.

Vi er klar til afgang fra hotellet kl. 09.00.

Vi skal på en udflugt, som bringer os gennem de flotteste dele af Harzen og på de bedste veje.

Dagen bliver flot og meget varieret og er spændende rent køremæssigt, idet vi skal gennem den mest kendte serpentiner panoramavej i Harzen - Kyffhäuser Panoramastrasse. Ruten går gennem det centrale Harzen og syd på gennem det gamle Østtyskland og ad mange af de små snoede veje.

På formiddagens rute holder vi naturligvis pauser som sædvanligt, dvs. ude i naturen eller hvor der er en skøn udsigt. Der bliver også tid til en pause og en god kop formiddagskaffe.

Vi ender i delstaten Thüringen, der også betegnes som Tysklands kornkammer. Vores rejsemål er dog ikke de store vidtstrakte marker, men et kendt bjerg på ca. 500 meters højde, som dækker ca. 70 km2.

Her er en fantastisk panoramavej med masser af sving og bakker, der kan gennemkøres på forskellig vis, som deltagerne nu har lyst.

Når vi når frem til bjerget kører vi i fællesskab gennem de fine serpentinersving over bjerget og op til et mindesmærke, hvor der holdes pause. Her er der et meget smukt og kæmpestort mindesmærke, der er 81 meter højt, og som blev skabt i 1890-1896 til ære for Kaiser Wilhelm I. "Kaiser-Wilhelm-Denkmal", som der findes flere af i Tyskland, er placeret, så det kan ses på mange kilometers afstand, og er et flot syn - også når man går hen til det.

De rejsedeltagere, der har lyst at køre et par flere stræk på serpentinervejen, får naturligvis tid til dette, mens resten af gruppen holder pause.

Her er der tillige frokostpause, hvor der er rig mulighed for at nyde udsigten og de fantastiske "Thüringer Bratwurst", som sælges fra boder på pladsen - Tysklands bedste grillede pølser.

Efter en dejlig køretur og frokostpause lægger vi ruten ad helt nye veje mod det centrale Harzen. Ruten går nu i mere østlig retning ad de gamle landbrugsområder i det tidligere DDR.

Der bliver helt sikkert tid til en kaffepause på ruten tilbage mod vores destination. Lad os se, hvad eftermiddagen byder på!

Lidt udenfor Braunlage stopper vi kort ved et sted, der markerer den tidligere grænse mellem Vesttyskland og DDR.

Afhængig af rejsedeltagernes ønsker om pauser og kørsel på de skønne panoramaveje forventer vi at være ved hotellet ca. kl. 17.

Før aftensmaden, der serveres kl. 19.00, er der tid til hygge og afslapning på hotellet.

3. rejsedag. Torsdag 21. maj 2020. Ca. 180 km.
I dag drager vi rundt i det vestlige Harzen. Vi forlader hotellet kl. 08.30 efter morgenmaden.

Vi starter dagen med at køre gennem nationalparken i Harzen. Ruten går videre gennem skov mod næste stoppested, der bliver på et bjerg med en flot udsigt over Harzens største og mest kendte opdæmmede sø - Ocker Stausee. Her er også en historie om byen, som vi står ved, der faktisk tidligere lå der, hvor den opdæmmede sø har sin placering i dag. Nu kører vi videre direkte til den opdæmmede sø, som vi lige har haft udsigt til. Her bliver der en lille pause ved opdæmningen, hvor der er et kraftværk og flot udsyn.

Vi har en deadline i dag kl. 11.30, og det er i Goslar, der ofte benævnes som Harzens hovedstad. Goslar er kendt som en smuk middelalderby med mange flotte bindingsværkshuse. Her er tillige det kendte klokkespil, som vi skal nå at opleve kl. 12.00.

Samtidig er der frokostpause i Goslar, så vi har en times pause, hvor rejsedeltagerne selv kan beslutte, om de vil sidde og nyde udsigten på torvet og livet her, eller om man vil vandre rundt og se på centrum af byen.

Vi fortsætter ud af Goslar over middag og kører nu mod endnu et af de kendte besøgssteder i Harzen, nemlig Hahnenklee og den nordiske stavkirke. Kirken skal ses udefra, fordi den sjældent er åben. Men en lille vandretur omkring kirken giver et flot indtryk.

Nu begiver vi os ud på en længere strækning mod nationalparken igen. Her gør vi et specielt stop, der er 100 meter inde ad en lille men fuldt tilgængelig grusvej. Her er der et mindesmærke for russiske fanger fra 2. verdenskrig. Her er tillige en historie om den gamle sprængstoffabrik, der ligger overfor gravpladsen. Spændende og dramatisk.

Vi stopper ved det kendte motorcykeltræfsted Torfhaus, hvor vi formodentlig møder en del andre motorcyklister, men også får en dejlig udsigt mod øst til det kendte Bloksbjerg – på tysk Brocken. Her er tillige lidt naturudstillinger, som er interessante at se på.

Nu går ruten mod vores kaffested, og det er blevet eftermiddag. Ruten til vores café byder på 22% stigning, og pludselig står vi ved et nyt bjerg, vi ikke har været ved før. Her er der en dejlig udsigt til bjerget og en sommerkælkebane. For de modige er der nu mulighed for at købe sig en tur med lift på bjerget og en hurtig kælketur ned ad bjerget (ej inkluderet). Vi andre nyder kaffen og evt. kagen på caféen ved bjerget.

De sidste få kilometer bringer os tilbage til Braunlage og vores hotel. Vi er fremme ved 17-tiden, og hvis du har lyst, er der tid til en vandretur ind i Braunlage.

I dag torsdag ankommer der evt. gæster, der har valgt at købe Motour.dk's 4 dages rejse til Harzen. Turlederen holder et velkomstmøde med de nyankomne gæster, og så er der kl. 19.00 aftensmad i hotellets restaurant. Efter middagen vil turlederen informere om næste dags udflugt, og der er tid til at lære de nye gæster at kende.

4. rejsedag.Fredag 22.maj 2020. Ca. 175 km.
Dagen i dag byder på det tyske grænseland og kørsel i og omkring det.

Efter morgenmad forlader vi hotellet kl. 08.30.

Vi kører nu ud af Braunlage og mod de sydvestlige områder af Harzen. På vejen starter vi lige med nogle skønne stejle bakker lige udenfor Braunlage.
Meget specielt, da det er inde i centrum af en by - vejen er dog fin og let at køre på. Vi følger nu en flod ud gennem det vestlige Harzen og kommer til store landbrugsområder med bakker og flot udsigt.

Vi fortsætter til en nærliggende provinsby, der er kendt for at have omkring 600 historiske huse, i stor grad bindingsværkshuse. Her holder vi pause, og der bliver mulighed for at se nogle af de mange fine huse.

Nu går ruten videre gennem gammelt DDR-land og vi holder en pause ved en sø, der i DDR-tiden var blev brugt til karpeopdræt. Når karperne skulle fanges, tømte man simpelthen søen for vand, og så var det let at få fat i fiskene.

Ruten går videre gennem den lille kurby Bad Sachsa, der er kendt for at være en luft-kur-by. Her i byen var der også en grænse mellem Vesttyskland og DDR  og her er der tillige et grænsemuseum, som vi skal besøge.
Museet beskriver i detaljer delingen af Tyskland efter 2. Verdenskrig, Den Kolde Krig, DDR-borgernes flugtforsøg, og hvordan det hele endte i 1989 med Murens fald.
Entré til museet koster 4 Euro.

I forbindelse med museumsbesøget holder vi vores frokost.

Vi kører nu videre mod øst, til den smukke by Blankenburg, hvor vi holder kaffepause, slentrer lidt rundt i byen og nyder synest af byens smukke slot, inden vi ad en smuk sydvestlig rute kører tilbage til vores hotel i Braunlage.

Flotte veje gennem hele dagens forløb.

I aften er der igen en god middag i hotellets restaurant.

5. rejsedag. Lørdag 23.maj 2020. Ca. 180 km.
Udflugt gennem det gamle DDR og østlige Harzen.
Efter morgenmaden henter vi motorcyklerne og kører kl. 09.00 ud på nye ruter. Morgenen starter med varierede landskaber bl.a. gennem flere kurbyer og i sydøstlig retning. Ruter, som ganske få kører på, og selvom det er lørdag, vil vi nok kun opleve meget begrænset trafik her. Der bliver pauser undervejs, og vi forventer, at vi holder en længere pause i den smukke middelalderby Quedlinburg. Her bliver der 1½ times pause med tid til frokost og tid til at vandre rundt i byen eller op på byens smukke bakke, hvor den kendte stiftskirke er placeret. Vi anbefaler dog at gå med hen og se Tysklands ældste bindingsværkshus, der kan dateres tilbage til år 1346!

Efter frokost går ruten mod de skønne skove i det gamle Østtyskland. Vi holder pause ved en af de små åer, hvor vi strækker ben og oplever den specielle passage over åen.

Senere kommer vi til en interessant seværdighed i Harzen. Ved en stor opdæmmet sø er der bygget verdens længste hængebro, der rækker over søen med en længde på 458 meter i alt. Her er 100 meter til dalens bund. Her holder vi en pause (parkeringsafgift ikke inkl.), og der er så mulighed for at vandre ud på broen (mod gebyr) eller blot gå ud på dæmningen og have fast grund under fødderne og se på dem, der vover sig ud på hængebroen.

Ruten tilbage fører os tilbage til Braunlage efter en dejlig dag i det østlige Harzen. Vi kører lige udenfor Braunlage forbi skiltet, der fortæller, at her var grænsen mellem Øst- og Vesttyskland indtil 1989.

Der er tid til afslapning på hotellet og til evt. tage en dukkert i swimmingpoolen eller blot nyde en god og velfortjent øl i baren eller ude på terrassen.

Sidste aftensmåltid spiser vi i fællesskab i hotellets restaurant.

6 . rejsedag. Søndag 24.maj 2020. Ca. 400 km.
Vi nyder den sidste store morgenbuffet inden kl. 08.00, hvor vi starter vores motorcykler og kører nordpå. Hvis du har lyst, er du velkommen til at følge turlederen mod Danmark.

På vejen mod Danmark kører vi ad ruter, der naturligvis er forholdsvis direkte mod Danmark, men vi ønsker også, at vi får en god udflugtsdag. Derfor kører vi ad hovedveje forbi Braunschweig og videre mod nord, og fortsætter gennem Lüneburger Heide til vores tidlige frokostpause ved Elben. Herefter kører vi nordpå, hvor det bliver let for dem, der skal hjem til Sjælland at fortsætte mod Puttgarden.

Vi tager afsked med sjællandske gæster, inden vi fortsætter mod nord og siger farvel til dem, der skal mod Jylland ved den sidste rasteplads før grænsen.

Vi forventer at være ved grænsen i Padborg ca. kl. 16.30.

 

Sværhedsgrad:

Alle kan deltage på rejsen til Harzen, idet rejsen er tilrettelagt således, at alle kan følge med og klare de forholdsvis korte dagsture.

Den længste dagsetape er fra grænsen til hotellet på ca. 400 km. Vi kører i bakker og småbjerge i Harzen, men bakkerne er meget tilgængelige og nogle af de fineste i Europa til at køre motorcykel på. Vejene er af god tysk beskaffenhed. Rejsen er en behagelig udflugtsrejse med gode pauser og tid til, at alle kan følge med. Alle udflugter køres i fællesskab sammen med turlederen, der kører forrest på alle udflugter. Turlederen kan, hvis der skulle opstå ønske om det, afkorte udflugterne, så ingen føler, at de skal køre længere, end de har lyst til.

Vi kører efter et nærmere aftalt system, som gør, at alle rejsedeltagere er trygge ved at deltage i en udflugt hos Motour.dk.

Det forventes, at du som deltager på rejsen sætter dig ind i rejsens forløb og forholder dig sagligt til dagsruternes længde og typen af ruter, som vi skal køre, inden du bestiller rejsen.

Hvis du kører på en motorcykel, der er ældre end 1980, og som måske ikke er vant til at blive kørt flere dage i træk, skal du være helt sikker på, at din maskine kan klare rejsen. At man kører på en ældre motorcykel er ingen hindring for at deltage, men det er vigtigt, at rejsedeltagerne forstår, at en god rejsegennemførelse også kræver, at deltagerne forstår vigtigheden af at være en harmonisk del af trafikken og derved have fokus på sikkerheden. Din motorcykel skal naturligvis overholde de gængse støjkrav og være godkendt. I Tyskland er der krav om kørsel med originale udstødninger eller TÜV godkendte eftermonterede udstødninger. Dæk må ikke være ældre end 5 år.

Motorcykler under 450 ccm3, såkaldte "kineser-motorcykler" eller scootere og el-motorcykler kan ikke deltage på rejsen.

Du skal være erfaren motorcyklist og vant til at køre fællestur sammen med andre motorcyklister. Hvis du ikke er så vant til at køre fællestur med andre, bør du ringe til Motour.dk og lige tale med os om dette. Normalt skal turlederen nok hjælpe dig med at lære fællestursteknikken at kende, så du ved, hvordan det foregår. Det er ikke svært, men det kræver, at du er en erfaren motorcyklist og vant til at køre i trafikken.

Den længste udflugt på rejsen er ca. 180 km (turen til hotellet fra Padborg eller Puttgarden er dog lidt over 400 km, hvor man evt. kan følges med turlederen). Det kan fint klares på en dag ved at køre en kombination af landeveje og hovedveje, som der er planlagt og beskrevet i programmet. Vi gør meget ud af at tilrettelægge dagenes forløb, og de angivne dagsstrækninger er faktuelle kilometer. Det betyder også, at hvis en deltager hellere vil vælge at køre motorvej, så er man velkommen til at gøre det på egen hånd.

Det er absolut nødvendigt at følge den almindelige trafikrytme, for ellers vil det gå ud over sikkerheden på rejsen, og på en Motour.dk-rejse er der altid fokus på sikkerheden, og derfor er vores turledere naturligvis altid på motorcykel sammen med gæsterne.

Rejsebeskrivelse og rejsebetingelser.
Ved bestilling af rejsen såvel online som pr. e-mail eller telefon, bekræfter du som rejsedeltager, at du har læst rejsebeskrivelsen og rejsebetingelserne.

Rejsens samlede længde:
På denne rejse køres i alt ca. 700 km udflugter. Hertil skal du lægge rejsen til og fra hotellet.

Hvem skal man bo sammen med, hvis man rejser alene?
Hvis du ikke har nogen at rejse med, forsøger Motour.dk gerne at hjælpe med, at du får en at bo sammen med. Vi forsøger at sammensætte de rejsende, således, at man - hvis man rejser alene - naturligvis bor sammen med en af samme køn. Hvis der rejser et ulige antal, der ønsker at dele dobbeltværelse, vil den sidste, der bestiller være nødsaget til at tilkøbe enkeltværelse (du kan naturligvis ikke annullere din bestilling, fordi Motour.dk ikke kan finde en makker til dig, det er blot en service uden garanti, men det lykkes ofte).

Du får en oversigt over deltagere og værelser i de sidste papirer, som du modtager 14 dage inden afrejse.

Antal deltagere:
Der er plads op til ca. 15 deltagere på rejsen. Der er ofte 2/3 antal motorcykler i forhold til antal deltagere.

Turleder:
Turlederen møder gæsterne på rejsens hotel.

Turlederen sørger for alt praktisk på rejsen og kører forrest på alle udflugter.
Turlederen har lagt rejseplanen og fundet de gode ruter og pausesteder. Vores turledere er erfarne motorcyklister og vant til at rejse på motorcykel.

Turlederen har naturligvis også kørt flere gange i områderne, som vi skal til på denne rejse.

Turlederen er ikke guide, der fortæller alt om historie, bygningers struktur og byggeteknik såvel som konge- og kejserrækker, men turlederen fortæller om praktiske ting og de erfaringer og den historie, han har forberedt sig på til rejsen. Turlederen oversætter naturligvis også ved de forskellige besøg, og står til rådighed omkring alt praktisk, check ind/ud og praktiske informationer omkring hver dags udflugter.

Indkvartering:
På denne rejse benytter vi ét hotel, hvilket gør den praktiske bagagehåndtering let for alle gæster.

Det hotel, som vi benytter på denne rejse, er et godt 4-stjernet hotel af tysk kvalitet centralt i Braunlage.

Hotellet byder på en typisk tysk morgenbuffet og aftensmaden serveres hver aften som 3-retters middag eller evt. buffet.

Der er wi-fi på hotellet og på alle værelser.

På hotellet skal der pr. nat/gæst betales et gebyr på
€2,5 til de lokale turistmyndigheder. Turistskat er inkluderet i rejsen for alle gæster.

Rejsemateriale inden afrejse:
Alle rejsedeltagere modtager senest 14 dage inden afrejse de sidste rejsepapirer med alle praktiske informationer for hele rejsen. Der medsendes tillige en simpel deltageroversigt, så der er mulighed for at tage kontakt med de andre rejsende. Ved tilmelding til rejsen accepterer du, at Motour.dk kan angive dit navn, din hjemby og dit telefonnummer på deltageroversigten, der udsendes med de sidste rejsepapirer.

Afbestillings- og rejseforsikring:
Motour.dk tilbyder alle rejsende mulighed for at tilvælge afbestillings- og/eller rejseforsikring for den bestilte rejse. Du kan læse om disse muligheder under fanen INFO, hvor du også kan vælge direkte adgang til bestilling af afbestillings- og/eller rejseforsikring.

Ved bestilling af rejsen angiver du, at du har haft mulighed for at tilvælge afbestillings- og rejseforsikring.

Vær venligst opmærksom på, at afbestillingsforsikring senest skal vælges, når depositum betales for rejsen. Rejseforsikring kan bestilles indtil 5 dage inden afrejse.

Forbehold:
Der tages forbehold for ændringer i programmet, evt. programplaner hos vores samarbejdspartnere samt valutaændringer. Valuta beregnet pr. kurs 10/10 2019. Ved væsentlige udsving vil der blive opkrævet difference fra kursberegningsdatoen.

Hvis der ikke er en rimelig og ligelig fordeling af deltagere på udflugterne mellem de to turledere, tager vi forbehold for at måtte ændre i fordelingen eller forløbet på udflugten.

Henrik Tang fra Motour.dk har taget de fleste af billederne på denne side.

 

Prisoversigt:

4.950,- kr. pr. person i delt dobbeltværelse
750,- i enkeltværelsestillæg

Prisen inkluderer:

Rejselængde og forplejning:
• 6 dages rejse
• 5 overnatninger i delt dobbeltværelse med bad og toilet, tv
• Halvpension fra aftensmad på ankomstdagen til morgenmad på afrejsedagen
• Morgenmaden består af morgenbuffet
• Aftensmaden er 3-retters menu eller buffet


Aktiviteter/udflugter:
• Alle udflugter er inkluderet iht. rejsebeskrivelsen
• Turleder på motorcykel fra Motour.dk

Diverse:
• Lokale skatter, turist-skat, moms og afgifter
• Dansk moms
• Afgift til Rejsegarantifonden


Prisen inkluderer ikke:
• Benzin, lommepenge, frokost samt drikkevarer til maden
• Evt. parkeringsomkostninger (parkering i garage ca. 8 Euro pr. nat.)
• Entre til museum i Bad Sachsa (4 Euro)
• Evt. afbestillings- og rejseforsikring (se nærmere under info for tilvalg)