Søndag 2. august til torsdag 6. august 2020

Inkluderet i rejsen:

  • Hotelophold på 4-stjernet mc-venligt hotel med bl.a. swimmingpool
  • Hotellet har mulighed for vask af mc og tørrerum til tøj
  • Opholdet er inkl.halvpension
  • Dansk/norsktalende turleder på motorcykel
  • 4 dages udflugter rundt omkring i Telemark

Se specifikationen af indholdet, rejseforløb og priser for rejsen her til højre.

Ændringer i dagsprogrammerne kan forekomme.

Fra 4.950,-



5 dages rejse til Telemark i det sydlige Norge.

August i skønne Norge - Telemark.
Motour.dk byder på en rigtig dejlig rejse til vores broderland Norge. Rejsen foregår i august, der plejer at byde på dejlige og lune dage i Telemark.

Rejsen går til Vrådal i Telemark, hvor vi bor på et dejligt 4-stjernet historisk hotel.
Rejsen starter og slutter ved hotellet.
Der er mange måder at komme til hotellet på; se mere om dette under "Rejseforløb".

Rejsen inkluderer halvpension for alle deltagere under opholdet i Norge, startende med aftensmad på ankomstdagen og sluttende med morgenmad på hjemrejsedagen

I rejsen er følgende inkluderet::

• Ophold på 4-stjernet historisk hotel
• Swimmingpool og wellness (muligvis lukket pga   Corona restriktioner).
• Halvpension startende med aftensmad på ankomstdagen og sluttende med morgenmad på hjemrejsedagen
• Norsktalende turleder på motorcykel sammen med gæsterne
• 4 dages udflugter
• Alle udflugter er inkluderet med mulighed for museumsbesøg, stavkirker etc.
• Fine vandremuligheder
• Mulighed for sejltur med gammel turbåd på Nisser-søen (valgfrit og betales af deltagerne selv)
• Muligt besøg hos lokal sølvsmedje og galleri

Hotelopholdet i Vrådal er på et dejligt historisk 4-stjernet hotel med ophold i enkelt- eller dobbeltværelser. Her er alle faciliteter og bekvemmeligheder, en god bar og meget hyggelige opholdsrum. Hotellet kan dateres helt tilbage til 1864, hvor den første generation af familien Straand åbnede gæstgiveriet bygget i træ. Denne oprindelige bygning er fortsat en del af Straand Hotel, der i 2019 har 5. generation ansat på hotellet, og nu er blevet en del af den kendte hotelkæde "Historiske Hoteller". Hotellet har en dejlig wellness-afdeling med swimmingpool, sauna og massagerum (kan være lukket pgpa Coronarestriktioner).

Under opholdet køres hver dag forskellige udflugter. Der køres forskellige spændende ture i Telemark med flotte ruter med masser af udsigt, skønne pauser f.eks. ved Telemarkskanalen, flotte stavkirker, højt oppe på fjeldet og med mulighed for besøg på museer eller seværdigheder, hvis gæsterne har lyst hertil. Se det udførlige rejseprogram her på siden.

Rejseperiode: søndag 2. til torsdag 6. august 2020.

1. Rejsedag.  Ankomst.
Denne dag er første rejsedag, og dermed også ankomstdagen i Norge. Du står selv for at planlægge din rejse til hotellet. Der er mange muligheder:

Fra Jylland:

Færge Hirtshals - Kristiansand, derefter knap 200 kms kørsel til hotellet afhængig af valgt rute

Færge Hirtshals - Larvik, derefter ca. 140 kms kørsel til hotellet afhængig af valgt rute

Fra Sjælland:

Færge København - Oslo, derefter ca. 200 kms kørsel til hotellet afhængig af valgt rute

Kørsel fra København til Strömstad via Øresundsbron ca. 475 km. Derefter færge fra Strömstad til Sandefjord  (2,5 time) og ca. 160 km til hotellet afhængig af valgt rute.

Sammen med de sidste rejsepapirer, som rejsedeltagerne modtager ca. 14 dage inden afrejse, er en deltageroversigt, så der er mulighed for at følges ad til hotellet for dem, der ønsker det.

Vær opmærksom på, at du søndag 2. august bør ankomme til hotellet i Vrådal tidsnok til, at du kan deltage på velkomstmødet kl. 17 og ikke går glip af vigtige informationer.

2. Rejsedag. Mandag 3. august 2020  Ca. 170 km.
Efter morgenmaden starter vi kl. 9 på vores første udflugt i Telemark. Det er en flot udflugt, der giver nogle gode pauser undervejs. Ruten passerer udgangspunktet for  den kendte Telemarkskanal, som er 105 km lang og går fra Dalen til Skien med 18 sluser på vejen. Vi holder en pause ved en flot stavkirke, før vi følger en skøn serpentinervej ned ad fjeldet.
Vi fortsætter til et meget lidt kendt, men fantastisk flot udsigtspunkt, hvor vi holder en kort pause.
Turen fortsætter nordpå til et meget populært skisportsområde, hvor vi holder frokostpause - vi finder en café eller køber sandwiches, som vi kan nyde i det fri.

På ruten tilbage mod Vrådal bliver der mulighed for at opleve "skisportens vugge" i Morgedal. Her er der et museum, der beretter om, hvorledes skiløbet blev opfundet, og hvilken betydning det har haft for den norske kultur. Der holdes en pause ved museet, og herfra kan man let selv køre de sidste få kilometer til vores hotel efter museumsbesøget. Det er frivilligt at besøge museet, og derfor er entré ikke inkluderet.
Middagen spises ca. kl. 19.00 på hotellet.

3. Rejsedag. Tirsdag 4.august 2020.  Ca. 275 km.
Vi starter kl. 9 efter morgenmaden på rejsens lange udflugt. Vi skal først op på et højfjeldsplateau med fantastisk natur - det er over trægrænsen, og landskabet er bart, men meget smukt. Vi stopper for at strække ben og eventuelt tage billeder.
Turen fortsætter ned mod Vemork, hvor vi skal besøge det store museum, der fortæller om norsk industrihistorie og ikke mindst om de dramatiske sabotageaktioner, som fandt sted under 2. Verdenskrig - "kampen om det tunge vand". På Vemork arbejdede tyskerne intenst med at producere "tungt vand", som man skulle bruge i forbindelse med udviklingen af en atombombe. Englænderne og den norske modstandsbevægelse fik forhindret tyskernes videre arbejde, men der var en pris at betale i form af civile liv, der gik tabt. I forbindelse med museumsbesøget holder vi frokostpause.

Vi kører fra Vemork og passerer gennem Rjukan, som ligger så langt nede i dalen, at der en del af året slet ikke slipper sollys ned. Foretagsomme nordmænd har installeret "Solspeilet på Rjukan" - et sindrigt system af spejle indbygget i fjeldsiden, som kaster solstråler ned på byen torv i den mørke tid.
Vi kører nu op på fjeldet igen og passerer Telemarks højeste punkt, Gaustatoppen. Også her stopper vi selvfølgelig for at tage billeder af det fantastiske landskab.
Vejen tilbage til hotellet i Vrådal fører os ned ad fjeldet igen og ad en skøn vej, der bugter sig langs en sø, hvor der efter sigende skulle leve Norges svar på Loch Ness uhyret......

Denne aften spiser vi naturligvis igen en god middag på hotellet.

4. Rejsedag. Onsdag 5. august 2020. Ca. 190 km.
Dagens tur går til det østlige Telemark, og vi kører som sædvanlig ad smukke veje og kan nyde både skovene omkring os og blinkende søer.
Vi gør bl.a. holdt i en by, der er et vigtigt knudepunkt på Telemarkskanalen, og der bliver mulighed for at fotografere de imponerende sluser, som passerende skibe skal igennem.
Turen tilbage til hotellet står ikke tilbage for udturen hvad angår dejlige veje og smuk natur...

 Middag på hotellet om aftenen.


5. Rejsedag. Torsdag 6. august 2020. Hjemrejse.
Hvis nogle gæster ønsker det, kører turlederen gerne en kort afslutningsudflugt i området, men ellers er dagen idag hjemrejsedag, og vi tager afsked med hinanden efter en flot rejse til Telemark.

Sværhedsgrad:
Alle kan deltage på rejsen, idet den er tilrettelagt således, at alle skulle kunne følge med og klare de fine dagsture. Den længste dagsetape er på 275 km. Hertil skal du lægge kørslen til hotellet.

 

Det forventes, at du som deltager på rejsen sætter dig ind i rejsens forløb og forholder dig sagligt til dagsruternes længde og typen af ruter, som vi skal køre, inden du bestiller rejsen.

 

Hvis du kører på en ældre motorcykel, som måske ikke er vant til at blive kørt flere dage i træk, skal du være helt sikker på, at din maskine kan klare rejsen. At man kører på en ældre motorcykel er ingen hindring for at deltage, men det er vigtigt, at rejsedeltagerne forstår, at en god rejsegennemførelse også kræver, at deltagerne forstår vigtigheden af at være en harmonisk del af trafikken og derved have fokus på sikkerheden. Din motorcykel skal naturligvis overholde de gængse støjkrav og være godkendt.

 

Motorcykler under 450 ccm3, såkaldte "kineser-motorcykler" eller scootere kan ikke deltage på rejsen.
Du skal være erfaren motorcyklist og vant til at køre fællestur sammen med andre motorcyklister. Hvis du ikke er så vant til at køre fællestur med andre, bør du ringe til Motour.dk og lige tale med Anders om dette. Turlederen forklarer gerne fællestursteknikken, så du ved, hvordan kørslen foregår. Det er ikke svært, men det kræver, at du er en erfaren motorcyklist og vant til at køre i trafikken.

 

Den længste udflugt på rejsen er på ca. 275 km. Det kan fint klares på en dag ved at køre en kombination af landeveje, og hovedveje, som der er planlagt og beskrevet i programmet. Vi gør meget ud af at tilrettelægge dagenes forløb, og de angivne dagsstrækninger er faktuelle kilometer.

 

Det er nødvendigt at følge den almindelige trafikrytme, for ellers vil det gå ud over sikkerheden, og på en Motour.dk-rejse er der altid fokus på sikkerheden.

 

Ved bestilling af rejsen såvel online som pr. e-mail eller telefon, bekræfter du som rejsedeltager, at du har læst rejsebeskrivelsen og rejsebetingelserne.

 

Rejsens samlede længde:
Sammenlagt bliver der kørt ca. 650 km på de 4 udflugtsdage.

 

Hvem skal man bo sammen med, hvis man rejser alene?:
Hvis du ikke har nogen at rejse med, forsøger Motour.dk gerne at hjælpe med, at du får en at bo sammen med. Vi forsøger at sammensætte de rejsende, således, at man - hvis man rejser alene - naturligvis bor sammen med en af samme køn. Hvis der rejser et ulige antal, der ønsker at dele dobbeltværelse/lejlighed, vil den sidste, der bestiller være nødsaget til at tilkøbe enkeltværelse på hotellet.

 

Du får en oversigt over deltagere og værelser i de sidste papirer, som du modtager 14 dage inden afrejse.

 

Antal deltagere:
Der er plads til ca. 12 deltagere på rejsen.

 

Turleder:
Turlederen møder gæsterne på hotellet på ankomstdagen.

 

Turlederen sørger for alt praktisk på rejsen, og kører forrest på alle udflugter. 
Turlederen har lagt rejseplanen og fundet de gode ruter og pausesteder. Vores turledere er erfarne motorcyklister og vant til at rejse på motorcykel.

 

Turleder:
Turleder på denne tur er Anders Andersen.
Anders har kørt motorcykel siden 2010 og har haft flere forskellige motorcykler; han kører idag Yamaha XTZ 1200 Super Ténéré. Anders er halvt norsk og har derfor kørt en del i Norge, men han har også kørt meget i Danmark, Sverige og Tyskland. Death Valley på Harley i USA har han også prøvet. Anders har siden 15.10.19 været indehaver af Motour.dk.
Anders står for hele arrangementet og tager sig af alt det praktiske før og under hele rejsen.

 

Vores turledere er ikke guider, men turledere, og sørger for alt praktisk og informativt under rejsen. Turlederen er ikke en guide, der fortæller alt om historie, bygningers struktur og byggeteknik såvel som konge- og kejserrækker, men turlederne fortæller om praktiske ting og de erfaringer og den historie, de har forberedt sig på til rejsen.

 

Indkvartering:
På denne rejse bor vi på samme hotel under hele rejsen.

 

4-stjernet hotel:
Det historiske 4-stjernede Straand Hotel er rammen for vores ophold i Telemarken. Fantastisk godt værtskab, flot kvalitet, masser af hyggelige historiske opholdsrum og gode faciliteter som indendørs swimmingpool og wellness-afdeling og 150 meter til den flotte Nisser-sø.

 

Hotellet er meget kendt som et yderst mc-venligt hotel, og der er bl.a. mulighed for mc vask og tørrerum med skovarmere til vådt tøj.

 

Opholdet er inkl. halvpension, der starter med aftensmad på ankomstdagen og slutter med  morgenmad på hjemrejsedagen. 
Opholdet på hotellet inkluderer fri adgang til hotellets faciliteter (såfremt de ikke er lukket pga Coronarestriktioner).

 

Hotellet byder på en god morgenmad og aftensmad, og der er wi-fi på hotellet.

 

Rejsemateriale inden afrejse

 

Alle rejsedeltagere modtager ca. 14 dage inden afrejse de sidste rejsepapirer med alle praktiske informationer for hele rejsen. Der medsendes tillige en simpel deltageroversigt, så der er mulighed for at tage kontakt med de andre rejsende. Ved tilmelding til rejsen accepterer du, at Motour.dk kan angive dit navn, din hjemby og dit telefonnummer på deltageroversigten, der udsendes med de sidste rejsepapirer.

 

Afbestillings- og rejseforsikring:
Motour.dk tilbyder alle rejsende mulighed for at tilvælge afbestillings- og/eller rejseforsikring for den bestilte rejse. Du kan læse om disse muligheder under fanen INFO, hvor du også kan vælge direkte adgang til bestilling af afbestillings- og/eller rejseforsikring.

 

Ved bestilling af rejsen angiver du, at du har haft mulighed for at tilvælge afbestillings- og rejseforsikring.

 

Vær venligst opmærksom på, at afbestillingsforsikring senest skal vælges, når depositum betales for rejsen. Rejseforsikring kan bestilles indtil 5 dage inden afrejse.

 

Forbehold:
Der tages forbehold for ændringer i programmet, evt. programplaner samt valutaændringer. Valuta beregnet pr. kurs 1/4 2019. Ved væsentlige udsving vil der blive opkrævet difference fra kursberegningsdatoen.

Prisoversigt:

Ophold på 4-stjernet hotel:
4.950,- kr. pr. person i delt dobbeltværelse
   800,- kr. i enkeltværelses tillæg

Prisen inkluderer:
• 5 dage, 4 overnatninger i delt dobbeltværelse med bad og toilet, tv
• 4-stjernet halvpension med aftensmad på ankomstdagen og morgenmad på hjemrejsedagen
• Fri adgang til hotellets faciliteter, f.eks. swimmingpool og wellness (medmindre de er lukket pga Coronarestriktioner)
• Fri internet

Aktiviteter/udflugter inkluderet:
• Alle udflugter er inkluderet, dog ikke eventuel sejltur på Nisser søen og entreer til museer
• Turleder på motorcykel fra Motour.dk

Diverse:
• Lokale skatter, turistskat, moms og afgifter
• Dansk moms
• Afgift til Rejsegarantifonden

Prisen inkluderer ikke:
• Benzin, lommepenge og frokost
• Drikkevarer
• Evt. parkeringsomkostninger (pt. ingen kendte)
• Evt. bompenge på små veje over fjeldene
• Evt. afbestillings- og rejseforsikring (se nærmere under info for tilvalg)